Materialesamling

Her kan man finde en masse forskelligt materiale, der er velegnet til brug i det musikalske samvær med små børn. Hensigten er at vise forskellig brug af sange og salmer samt inspirere til, at man selv finder på nye aktiviteter og måder at bruge materialet på.

Underviser

Som underviser kan man finde inspiration til planlægningen af babysalmesangsundervisningen - både i forhold til konkret materiale, men også i form af en eller flere aktivitetsbeskrivelser. Man kan finde node og tekst på meget af materialet, lyd på noget af materialet, og ved det materiale, der ikke er frit tilgængeligt, ses en henvisning til, hvor det kan findes. 

Forældre

Som forælder kan man blive inspireret til at bruge sange og salmer derhjemme. Med tekster, aktivitetsbeskrivelse og enkelte lydoptagelser kan man genkalde sig sangene fra undervisningen og få gavn af dem med barnet. Derudover kan man finde en masse øvrigt materiale og få nye sange med på repertoiret. På den måde kan man tage musikken med sig hjem og få det musikalske samvær med barnet ind som en naturlig del af hverdagen. Materialet kan bruges på mange forskellige måder, og forhåbentlig vil der i hjemmene dukke en masse egne nye ideer op i samspillet med barnet.

Materialet er udvalgt ud fra praktisk erfaring med babysalmesangsundervisning samt generel brug af musik i samværet med et lille barn, og der vil løbende blive tilføjet nyt materiale.

I søgningen efter materiale har man mulighed for at finde frem til det enkelte materiale ad flere veje, idet man i et filtreringssystem kan udvælge et eller flere nøgleord ud fra, hvad man søger. Derudover kan man også finde materiale ud fra titel ved at søge i den samlede materialeoversigt.  

Find materiale