Anerkendelse

I forhold til hvordan man helt grundlæggende møder et barn - eller for så vidt et hvilket som helst menneske - i en undervisningssituation, kan det være nyttigt at se nærmere på den norske psykolog Anne-Lise Løvlie Schibbyes dialektiske relationsteori, som Berit Bae, norsk lektor i pædagogik, gør rede for. Et centralt punkt i denne tænkning er, at mennesker er gensidigt afhængige af hinanden, og i forbindelse hermed bringes begrebet anerkendelse på banen.

Begrebet bruges i hverdagstale ofte som synonym for ros, men en sådan forståelse indebærer en vurdering af den anden, og dermed sættes underviseren i en overmægtig position. Ros er naturligvis et vigtigt element i undervisning, men skal blot ikke forveksles med anerkendelse.

I den "ægte ros" kan man sige, at der ligger anerkendelse bag. Så i denne sammenhæng skal begrebet anerkendelse forstås bredere, idet det handler om at være åben, lyttende, selvreflekterende og villig til at skifte perspektiv og gå ind i den andens oplevelsesverden et øjeblik. Anerkendelse indebærer, at man som individ har ret til sin egen oplevelse af en situation, og anerkendelsesforholdet må være gensidigt for at lykkes.

Bae påpeger, at kommunikationsprocesser i pædagogiske sammenhænge er vigtige, når det handler om børns selvfølelse, da denne netop udvikles i samspil med andre. Man skaber en relation til den, man underviser, og da det er indenfor denne relation, at læringen finder sted, har kvaliteten af denne relation stor betydning for læringsudbyttet. Derfor er anerkendelse et vigtigt begreb både på det konkrete læringsmæssige plan, men også på et højere menneskeligt plan, idet vi for at blive bevidste om os selv har brug for anerkendelse fra andre.

Ligeværd

Begreberne ligeværdighed og respekt er forudsætninger for anerkendelse. Hvis en relation skal være anerkendende, må begge parter se hinanden som værende lige meget værd samt respektere hinanden. På det filosofiske plan vil et gensidigt ligeværd føre til en subjekt-subjekt-relation modsat en subjekt-objekt-relation. Man skal se den anden som et subjekt med egne oplevelser og synspunkter, og disse er ikke nødvendigvis de samme som ens egne.

Selv det helt lille barn har sin egen oplevelse af verden og skal mødes med anerkendelse. Dette kan altså ses som en form for menneskesyn eller en grundholdning, som man har med sig, for i praksis er der forskellige grader af, hvorledes en holdning realiseres. Lektor i musikpædagogik Sven-Erik Holgersen påpeger, at "alle de følelser og fornemmelser, kropsbevægelser og associationer, som et barn forbinder med en sang, er ubetinget rigtige - for det enkelte barn" (Holgersen 2006), og denne indstilling kræver rummelighed og en åben indstilling hos underviseren. 

Ligeværd skal ikke forveksles med at være ligestillet, for som underviser (eller som forælder) har man en merviden og en mermagt i form af autoritet. Bae beskriver, hvordan man som voksen har en definitionsmagt i forhold til børn, når de skal skabe sig selv. Definitionsmagten består i den måde, hvorpå man møder barnet og besvarer dets kommunikation, og denne magt kan bruges konstruktivt, så barnets selvstændighed fremmes eller negativt, så det modsatte sker. Dette gør sig gældende i alle forhold, hvor den ene part i mere eller mindre grad er afhængig af den anden -  eksempelvis mellem en voksen og et barn. 

I den dialektiske relationsteori ligger altså en vekselvirkning mellem mennesker med hver sin oplevelse og forståelsesramme, og anerkendelse og ligeværd er nøgleord i denne proces.

Anerkendelse skal ikke ses som en metode eller et redskab, men mere som en værdibaseret grundholdning, og det er helt afgørende, at man som underviser reflekterer over, hvordan man møder det lille barn i babysalmesangsundervisningen. 

Litteratur

Bae, Berit: Voksnes definitionsmagt og børns selvoplevelse, i ”Social Kritik” 47/1996.
Bae, Berit: På vej i en anerkendende retning?, i ”Social Kritik” 88/2003
Holgersen, Sven-Erik: Musikalsk leg og deltagelse – om at ”se” børns leg og deltagelse, kap. 6 i Kirk, Elsebeth (red.) Musik & Pædagogik, 2. rev. udgave, 2006.