Æstetik

Musikken er en del af det felt, man kalder æstetikken, og heri findes nogle særlige karakteristika, som kan tjene til argumentationen for musikkens potentiale.

Ordet "æstetik"  kommer  af  det  græske  "aisthesis",  som  betyder  fornemmelse,  sans  eller følelse. I Den Store Danske Encyklopædi defineres begrebet som "den del af filosofien, der beskæftiger sig med det skønne, med kunsten og det erfaringsområde, der knytter sig til disse fænomener". Ordet blev anvendt første gang og introduceret i den europæiske kulturhistorie af den tyske filosof Alexander Baumgarten. Med hans værk "Aesthetica" fra 1750 skabtes grundlaget for æstetikken som en særlig filosofisk disciplin, og denne blev manifesteret, og den æstetiske systematik udfoldet med den tyske filosof Immanuel Kants værk "Kritik der Urtheilskraft" fra 1790.

Forståelsen af begrebet æstetik i dag er mangesidet, og der er ikke nogen entydig definition på, hvad begrebet dækker over. Den danske musikforsker Frede V. Nielsen beskriver det karakteristiske ved æstetikken som den umiddelbare erkendelse gennem sanserne og forklarer, at musikken er en af de kunstarter, der beror på vores nonverbale oplevelses- og erkendelsesmulighed. Æstetikkens forbindelse til sanserne har relevans i forhold til babysalmesang, da de små børn netop oplever og lærer gennem sansning.

I forhold til æstetikbegrebets oprindelse står det sansemæssige altså stadig som det centrale,  men som cand.mag. i musik og voksenpædagogik Kirsten Fredens og Elsebeth Kirk påpeger, er mange af den opfattelse, at æstetikbegrebet i dag er mere bredt og kan opfattes som en del af livet selv - eksisterende både i kunsten samt som det skønne i  naturen  og  hverdagen. Her gives et godt billede på  potentialet i æstetikken sammenlignet med videnskabens mere fornuftsprægede tilgang:

"Æstetikken  kommer  i  denne  brede forståelse til at handle om  noget væsentligt i tilværelsen, der er vanskeligt at udtrykke med vores hverdagssprog. Den æstetiske oplevelse og  erkendelse trækker på vore følelser, sjæl, ånd og vores førbevidste og ubevidste erkendelse." 
(Fredens 2001)

Æstetikkens muligheder

Begge sider af musikken - den kunstneriske og den videnskabelige - er vigtige. Vi har brug for at kunne forstå og forholde os rationelt til vores indre og ydre virkelighed, herunder musikken, men samtidig pointerer Nielsen, at "mennesket er mere end sit intellekt" (Nielsen 1998). Det er ikke alt i vores virkelighed, der kan indfanges i ord og forstås gennem vores verbale kategoriseringer og overvejelser. Men at det ikke kan indfanges i ord betyder ikke, at vi ikke har brug for at erkende og udtrykke det, og her kommer det kunstneriske udtryk ind i billedet.

Gennem æstetikken, kunsten og altså også musikken findes en måde at udtrykke sig i nonverbal form og struktur. Den nonverbale dimension findes eksempelvis i hverdagens små smil, en smuk nattehimmel eller en særlig duft, så det er en naturlig og vigtig del af vores liv. Vi kan altså gennem kunsten få mulighed for at beskæftige os med de ikke-rationelle sider af vores virkelighed og få et værktøj til at kortlægge en del af den med, og dermed kan helheden i mennesket favnes.

Opsummerende kan man altså sige, at som en del af æstetikken får kunsten og i dette tilfælde musikken plads som redskab til erkendelse af helheder, og som en måde at udtrykke noget ellers uudtrykkeligt på. Hermed udfyldes et erkendelsesområde, som ikke dækkes af en rationel, naturvidenskabelig tilgang.

Litteratur:

Nielsen, Frede V.: Almen Musikdidaktik, Akademisk forlag, 1998.
Fredens, Kirsten & Kirk, Elsebeth: Musikalsk læring, Socialpædagogisk forlag, 2001