At bruge musikken derhjemme

At bruge musikken og sangen derhjemme er en gave til det nære samvær med barnet. Med sangen som ramme får man foræret et nærvær og en tilstedeværelse, og den musikalske stund kan dermed være et enestående middel i kommunikationen og samværet med det lille barn.

Man skal ikke være fokuseret på, om det nu lyder godt, når man synger, for det væsentlige for barnet er tilstedeværelsen og nærværet. Forælderens stemme rummer tryghed og er den vigtigste og smukkeste for barnet, så det gælder bare om at bruge den!

Man kan med fordel vælge sange, som man selv kan lide, for en musikalsk glæde ved sangen vil kunne mærkes og smitte af på barnet. Et engagement og en indlevelse i musik, tekst og bevægelser vil have en positiv effekt i mødet med barnet, der suger til sig af alle de forskellige sanseindtryk.

Også når barnet bliver ældre, vil det være af stor værdi at kunne bruge sanglege, fagtesange, rim, remser osv. i samværet med barnet. Der vil ofte opstå nye ideer, og andre måder at bruge sangene vil dukke frem med inspiration fra barnet.

At have musikken og sangen som en naturlig del af hverdagens samvær er en gave, som alle kan tage del i.